For et par år siden stod jeg for borddækningen til et romantisk august-bryllup. Her fik min kreativitet frit spil, og nu da flere sommerbryllupper står for døren, vil jeg dele en guide til, hvordan I nemt selv kan lave fine bordnumre, såvel som bogstaver, med glimmer. Måske jeg selv skal bruge guiden igen til endnu et august-bryllup, hvor jeg skal hjælpe med planlægningen. Mere om det efter det første planlægningsmøde om to ugers tid.
Til brylluppet for to år siden dekorerede jeg bordnumre til syv runde borde, således det var nemt for gæsterne at finde sin plads. De er samtidig virkelig dekorative og pæne at se på, og så kan de laves i lige den farve, I ønsker jer.
GLIMMER-BORDNUMRE – SÅDAN GØR DU
DU SKAL BRUGE
- MDF tal (jeg fandt dem her)
- Sølv spraymaling (eller guld spraymaling)
- Lim (vigtigt at det er en, der tørrer klart op)
- Sølvglimmer (eller guldglimmer)
- Pensel
- Bøtte til blanding af lim og glimmer
- Plastik til afdækning
SPRØJTEMAL TALLENE
Start med at sprøjtemale tallene udenfor – gerne på et stykke plastik. Fordelingen behøver ikke at være helt perfekt, da det kun udgør en base, så du ikke skal påføre uendelig mange lag glimmer efterfølgende, i så fald får det svært ved at tørre.
Jeg fandt både spraymaling, lim og sølvglimmer i Panduro.
PÅFØR GLIMMERLIM
Bland derefter lim og glimmer sammen i en bøtte, som kan smides ud efterfølgende. Du skal blande cirka halv/halv. Det bliver en lidt kedelig grå masse, men den tørrer klart op. Med din pensel påfører du tallene det første lag glimmerlim. Det er bedre at påføre flere tynde lag, da det tørrer hurtigere. Husk at lade tallene tørre imellem hver påføring. Til sidst lader du dem tørre i 24+ timer, inden du pakker dem væk.
Nu er du klar med glimmerbordnumre til en dag i kærlighedens tegn.
Billede fra brylluppet jeg dækkede borde og lavede glimmerbordnumre til
KÆRE DIG, DER SKAL GIFTES
Først og fremmest et stort tillykke med det forestående bryllup. Jeg hjælper hjertens gerne med borddækning, pyntning og planlægning til din livs kærlighedsfest.
Du er mere end velkommen til at kontakte mig på kontakt@kristinnaandreasen.dk eller på 61 28 15 78.