SÅDAN STARTEDE JEG MIN VIRKSOMHED, KRISTINNA ANDREASEN

Jeg er blevet spurgt om min baggrund, og hvordan jeg har startet min virksomhed op. Det er en lidt længere historie, da flere aspekter har haft stor betydning for, hvorfor jeg i dag kan arbejde med det, jeg har drømt om fra barnsben. Men jeg vil nu prøve at fortælle lidt om min rejse og i et senere indlæg, vil jeg give et indblik i min hverdag.

ØKONOM SOM UDDANNELSES- MÆSSIG BAGGRUND

Jeg har en Bachelor i Erhvervsøkonomi fra Aalborg Universitet. I 2016 startede jeg på kandidaten i Økonomistyring. Efter det første semester var jeg udbrændt og fuld af tristhed, hvilket skyldtes svære ting på den private front. Jeg valgte at droppe studiet i starten af 2017. Jeg havde ingen idé om, hvad jeg nu skulle. Andet end at jeg ønskede at få min livsglæde og passion tilbage.

Jeg fik muligheden for at vende tilbage til H&M, hvor jeg havde arbejdet i mange af mine studieår. Her var jeg med til at åbne den første H&M Home i Aalborg. Samtidig havde jeg også dengang min Instagram-profil med inspiration til boligindretning og styling.

MARKETING- MEDARBEJDER PÅ DELTID

Den H&M, jeg arbejdede i, er en del af shoppingcenteret, Shoppen Aalborg. Centerchefen af Shoppen spurgte mig om, jeg ville holde et oplæg, om indretning på få kvadratmeter, til BOLIGtrends 2017. Det var starten på mit efterfølgende freelancearbejde for Shoppen. I dag er jeg ansat som marketingmedarbejder på deltid. Det er et spændende og lærerigt job, som samtidig giver mig den økonomiske tryghed, så jeg ikke dræber kreativiteten i min egen forretning, med bekymringer om min økonomi.

ERFARING, ANSVAR OG GODE INDRETNINGS-OPLEVELSER

I foråret 2017 blev jeg ansat i KFS Boligbyg. De manglede en til indretning af udstillingshuse, tekstforfatning og sociale medier, så jeg blev kontaktet af dem. Det var drømmejobbet! Her var jeg i knap to år, før jeg valgte at gå selvstændig pr. 1/3 i år. Årene i byggefirmaet har givet mig utrolig meget erfaring, ansvar og virkelig gode indretningsoplevelser.

MIN SELVSTÆNDIGE FORRETNING

Men jeg skulle noget mere. Jeg ville gerne have min selvstændige forretning, så vi blev enige om, at jeg måtte videre. Så nu er jeg der, hvor det står mig frit for, hvem jeg arbejder med, og hvad jeg arbejder med. Jeg tilbyder styling, tekstforfatning, boligindretning og content marketing. Det er virkelig motiverende, opløftende, fantastisk og skræmmende, på én og samme tid.

MIN REJSE – OG MIN STØRSTE STØTTE

Jeg er både lidt introvert, kæmpe perfektionist og et meget tænkende og reflekterende menneske. Ting som sommetider kan begrænse mig, da jeg kan få følelsen af, at jeg ikke er god nok. Men det er samtidig noget, der gør, at jeg konstant forsøger at udvikle mig. Det her er min drøm, og jeg kan se, at jeg er på vej til at lykkes med den – så hvorfor give op på grund af negative tankemønstre, som jeg alene selv skaber?

Jeg har den mest støttende og kærlige kæreste, som er oprigtigt interesseret i min forretning og alt, hvad jeg foretager mig. Han er selv selvstændig tømrer og snedker, og samtidig undrer han sig over, hvad Instagram er for en størrelse – hæhæ. Med ham har jeg aftalt, at jeg giver det mindst et helt år, før jeg begynder at vurdere, om jeg skal gøre noget anderledes.

STATUS PÅ DET SELVSTÆNDIGE LIV

Det er hårdt arbejde, som gør mig glad. Og bedst af alt, hvilket jeg ikke havde turde satse på, så går det allerede fremad. På de to måneder, jeg har været i gang, har jeg blandt andet:

  • Lavet en drømmeaftale om indretning af det næste udstillingshus for Vestergaard Huse
  • Begyndt at opsætte nyhedsbreve for Kodanska
  • Haft en privat indretningsopgave
  • Udført interiør styling for en virksomhed
  • Lavet nye aftaler om interiør styling for forskellige virksomheder
  • Mødt nye, seje og dybt inspirerende mennesker

Jeg er vildt taknemmelig for den drejning min tilværelse tog, da jeg droppede ud af kandidatstudiet. I dag er jeg glad, og det skyldes, at jeg stoppede op, lyttede til mig selv og mærkede efter. Det forsøger jeg at blive ved med. Jeg forsøger at udskifte negative tankemønstre med positive tanker, der løfter mig op. Jeg tror derfor også på, at man kan skabe sig en tilnærmelsesvis lykkelig hverdag.

KÆRE DIG, DER GERNE VIL FØLGE DIN DRØM

Hvis slet ikke du ved, hvor du skal starte, og du måske godt kunne tænke dig at høre mere om min forretning, vil jeg med glæde dele ud af mine erfaringer.

Du er mere end velkommen til at kontakte mig på kontakt@kristinnaandreasen.dk eller på 61 28 15 78.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *